Sidste dag

 Ja det er jo ikke fordi der er sket så synderligt meget de sidste tre dage, men blogges skal der nu alligevel, da det er vores sidste dag i USA.

 

I mandags startede vi dagen i et outlet hvor Peter efter mange grundige overvejelser og efter at have forhørt sig ved sin ven som er bankmand, gjorde sit vildeste tøjkøb nogensinde og investerede i et mega sejt Hugo Boss jakkesæt, som han simpelthen er så flot i. Så nu er han klar til alle bryllupperne og alle de andre festlige lejligheder der ellers vil byde sig – så se at blive gift derude, Peter er klar og vil rigtig gerne tjene sættet ind! Derefter var vi i griffith park oppe på et vældigt udsigtspunkt hvor man kunne se ud over hele byen, som, hvis man tæller det hele med, rent faktisk er ligeså stor som hele sjælland!

Vi er taget tilbage til det såkaldte helvedes hul i Inglewood, for det er faktisk det bedste sted vi har boet på hele vores tur og det ligger lige ved siden af lufthavnen. Den ellers så arrige inder bag disken lyste op i et smil da han så Peter igen, han er vist ikke vant til at gæsterne kommer tilbage. Næsten lige ved siden af ligger mit yndlings supermarked, som er der billedet er taget. Det er et mexikansk marked hvor de snakker spansk og spiller skide høj salsa-agtigt dansemusik og sælger lækre delikatessevarer. Jeg bliver altid så glad når jeg er derinde og folk er så søde.

Idag kørte vi (i rigtig rigtig god tid) til Warner bothers studios, hvor vi havde fået billetter til optagelserne af sæsonpræmieren på en amerikansk komedieserie der hedder Sullivan & son. Ingen af os kendte serien, men det var ligesom det der var, på de datoer vi var i byen.

Vi glædede os, men vidste ikke rigtig hvordan og hvorledes det hele foregik eller noget som helst. Det værste ville være hvis vi bare skulle sidde sammen med an masse andre mennesker og se afsnittet på en skærm, mens vores grin og sådan så blev optaget.

Man måtte desværre ikke have kamera med ind i studiet, men til gengæld er her et flot billede fra Warner Brothers parkeringskælderen! Det var mega fedt at være derinde! Ikke nok med at det var vildt sjovt at se hvordan sådan noget foregår, men samtidig fik vi også set en masse af warner brothers studios fordi vi skulle gå (bag en vagt i en lang række som en flok skoleelever) hen til studiet, som forøvrigt lå lige ved siden af friends-studiet.

Jeg fandt lige det her billede på nettet, så I kan få et indtryk af hvordan og hvorledes. Det her er scenen og så sad vi ellers ret tæt på, på række 3 lige midt for, lige ved siden af ham "den sjove" hvis opgave var at holde publikum varme under pauserne i optagelserne.

Han var en være gækkerøv, som lavede fis med publikum og bad om at få lov at gnide sin hånd på Peters skæg for at få held. Han fik hurtigt udset sig nogle ofre som han kørte på under hele showet. Heldigvis blev det ikke os, det var nok det med skægget og hans kommentar vedr. Peters shorts om at skuespillerne kunne se op til klokkeværket. Resten af tiden kørte han på 2 ægtepar fra texas og nogle unge fyre fra hæren.

Det her er skuespillerne. Og humor-graden svarer lidt til den man finder i Sams bar. Vi grinte da oprigtigt et par gange, til forskel fra ham bag os, der, da han fandt ud af at der var gratis ting til de mest begejstrede publikummer, grinede desperat på alle både rigtige og forkerte tidspunkter, og var typen der i pauserne udmattet udbrød "Ooooohhhhh God!" Efterhånden blev han heldigvis træt og faldt lidt mere ned.

 

Vi gav vores telt til en meget meget taknemmelig hjemløs mand, som sad og så opgivende ud på en papkasse. Det er helt sindssygt så mange hjemløse her er, der er hele kvarterer, hvor de ligger side om side med deres poser og klude. Kontrasterne er virkelig store i denne by, det er noget værre noget.

Der findes mange forskellige amerikanere, men uden at ønske at race-opdele – men så samtidig gøre det – så synes jeg faktisk at negrene har været langt de rareste. De er som regel rigtig glade og åbne og de rooooser ens ting og tøj og hilser og smiler på gaden. Det er skide hyggeligt. Samtidig kunne jeg ikke rigtig lide dem i Florida og heller ikke rigtig dem her i Los Angeles, de har været for snobbede og selvoptagede. Men generelt er de jo mere åbne herovre, og det der med, at de spørger til hvordan man har det, når man møder dem, gælder alle de steder vi har været.

Imorgen skal vi hjem! Det er helt vildt mærkeligt. Peter har lige pakket, jeg skal til det nu. De er gået vildt stærkt de her 3 måneder, man samtidig føles det også som 100 år siden vi sov i bilen nede i Key West. – Wauw for en tur!

Vi ses derhjemme!